Jeg omtalte tidligere i dag en artikel som DR bragte i går om unge mennesker der var blevet vrede fordi de blev tilbudt at få kendskab til deres kropsvægt.
DR afslører: Vægte kan skabe øget fokus på vægt
Ja, de unge menneskers gymnasium havde tilbudt eleverne at de kunne blive vejet - i forbindelse med et projekt som netop skulle undersøge motions effekt på vægt og BMI.
Det var i øvrigt ganske frivilligt om man ville vide hvad man vejede eller ej.
Inden vi går dybere ned i den problematik, så lad os lige forholde os til nogle realiteter:
Statens Institut for Folkesundhed har siden 1987 indsamlet data om danskernes vægt og højde. Tallene viser, at den gennemsnitlige voksne danske mænd i gennemsnit er blevet 2,8 cm højere og 9,4 kg tungere siden 1987. Voksne kvinder er i samme periode blevet 1,6 cm højere og 9,1 kilo tungere.
Overordnet set er danskerne altså blevet betydeligt mere overvægtige.
Hvis man nu kunne gå længere tilbage, så ville man nok opdage at den udvikling faktisk var mindst ligeså markant i årtierne før.
Intet tyder altså på at danskerne generelt lider af for lav vægt.
Men hvorfor er det at unge mennesker, i følge DR - for hvor mange mon der skal til før DR forsøger at skabe en dagsorden? - har det så svært med at forholde sig til realiteter omkring deres egen krop?
Jeg forstår godt at det er et ømtåleligt emne.
Jeg forstår godt at man ikke hele tiden vil konfronteres med noget som man finder ubehageligt.
Men i bund og grund er det her bare igen historien om strudsen som stikker hovedet i busken.
Hvis ikke man kender sin vægt, så behøver man heller ikke forholde sig til den.
Andre kunne være utilfredse med deres udseende på anden vis. Og så kunne de bede om at spejlene på toiletter blev taget ned.
Men spejle og vægte og mange andre ting, de findes af en grund. Og den grund er at det er en fordel at kunne forholde sig til sig selv og sin tilstand. Hvordan man udvikler sig.
Der er mange ting som er værre at skulle forholde sig til end de her nævnte eksempler. Men en læge bliver nødt til at konfrontere sin patient med diagnosen.
Og jo før man tager tyren ved hornene, jo større er chancen for at man selv bliver herre over situationen.
Hvis selvet er blevet så skrøbeligt at det kræver at realiteterne skal holdes skjult, så er der opstået en uholdbar situation.
Og realiteterne viger ikke i sidste ende.
Så måske er det selvets skrøbelighed som er det egentlige problem her. Det er i hvert fald der man kan sætte ind.
Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.