Gå til hovedindhold

"...derfor vil jeg advare imod dig i alle de journalistiske sammenhænge, hvor jeg kommer"

Berufsverbot er en ting i Danmark. Ikke mindst i den kreative klasse, hvor de forkerte holdninger koster indtægter og jobmuligheder.

Det ved jeg alt om. Men som regel sker denne frasortering af de "forkerte" mennesker med de "forkerte" holdninger uden, at nogen mæler et ord derom.

For selvfølgelig indrømmer man ikke, at man opretholder et holdningstyranni i medieverdenen. Selvfølgelig taler man ikke åbent om den censur, man gennemfører i toneangivende journalistiske og redaktionelle kredse.

Men nogle gange løber munden af med folk. Her taler en redaktør på DR over sig i en kommentar til undertegnede:

du er jo uvidende og derfor vil jeg advare imod dig i alle de journalistiske sammenhænge, hvor jeg kommer

Forud går en diskussion om hvorvidt andre end store selskaber og rigmænd forsøger at optimere deres skattebetalinger.

Min pointe er, at mange såkaldte NGO'er forsøger at sælge deres ydelser til kunder blandt andet ved at understrege, at kunden kan trække sit bidrag fra i skat - og dermed slippe billigere og betale mindre i skat.

Det var åbenbart for meget for den gode DR-redaktør.

Blot det, at jeg nævner noget, som egentligt blot er en nøgtern observation, retfærdiggør åbenbart i hendes øjne en bandlysning af mig fra de kredse, hun færdes i og har indflydelse på.

I mine øjner udstiller hun det vanvid som i udpræget grad har fået magt over den danske medieverden.

At hun så kalder mig 'uvidende'. Det kan jeg fint leve med. Der går ikke en dag forbi uden jeg bliver kaldt værre ting. Jeg er fuldstændig ligeglad.

Men at hun vil bagtale mig i mediekredse og nedlægge berufsverbot over mig, det synes jeg er fuldstændigt vanvittigt.

Det er her tydeligvis helt ude af proportioner, men selv hvis jeg havde givet udtryk for noget "langt ude", så ville det stadig ikke være i orden.

Ikke desto mindre er jeg Susanne Christiansen taknemmelig. For jeg synes, vi skal have det her problem ud i det åbne. Så vi kan få kastet lys over det.

Susanne Christiansen vil forsøge at ramme mig på pengepungen. Tage brødet ud af munden på mig i den udstrækning det er muligt med de kontakter og netværk hun har og er del af.

Det har vi nu sort på hvidt. Helt eksplicit.

Og den slags sker hele tiden. Blot uden det bliver udtalt.

Vi skal have gjort op med den indspiste råddenskab i det danske medielandskab, hvor man holder dissidenter ude og på afstand af jobs og muligheder for at præge dækningen af begivenheder hjemme og ude.

Og det vil jeg gøre mit for at medvirke til.


Du kan selv læse hele ordvekslingen på linket herunder og vurdere om der er grundlag for hendes reaktion:

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10153760972733197

Screenshot:

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.