Vasaliseringen af Europa

Det nye NATO-mål om at øge militærudgifterne til 5 % af BNP inden 2035 har forstærket bekymringerne over Europas voksende afhængighed af den amerikanske forsvarsindustri.

Med fokus på interoperabilitet - standardisering af militære systemer til fælles operationer - forventes mange europæiske lande at købe militært udstyr for hundredvis af milliarder fra amerikanske firmaer. Denne tilgang er et ekko af Trumps mangeårige kritik af underinvestering i det europæiske militær, et krav, som i begyndelsen virkede grundløst, men som nu er blevet institutionaliseret i NATO’s politik.

De europæiske eliters dybe bånd til den amerikanske økonomi og Wall Street skjules ofte under diplomatiske formaliteter.

Europæiske investorer ejer tilsammen en betydelig del af det amerikanske aktiemarked, et finansielt engagement, der kunne blive surt, hvis de transatlantiske relationer blev brudt.

Mens nogle, som den franske præsident Emmanuel Macron, går ind for et mere selvstændigt EU, er der endnu ikke sket noget i praksis. De fleste europæiske statsledere, som Merz eller den tidligere centralbankchef Mario Draghi i Italien, fortsætter med at tilpasse deres politik til USA’s hegemoni, hvad enten det drejer sig om krig eller handel.

Resultatet er et Europa, der er mere økonomisk og militært underlagt USA, og hvor industrien står over for to fronter mod Kina og Rusland.

En opfordring til europæisk revurdering?

Trumps præsidentskab har, på trods af hans karikaturlignende bravado, afsløret den transaktionelle og til tider udnyttende karakter af det amerikansk-europæiske samarbejde. Det er usikkert, om det er et vendepunkt for europæisk suverænitet. Kontinentets politiske klasse, som i stigende grad er sammenflettet med USA’s økonomiske interesser, vil måske modsætte sig radikale ændringer, der truer deres rigdom og status quo.

Men den langsigtede levedygtighed af et Europa, der er tilfreds med en underordnet status under USA’s paraply, er stadig tvivlsom.

I takt med at EU konfronteres med afindustrialisering, energiafhængighed og en splittet verdensorden, venter mange borgere og analytikere på en ledelse, der er villig til at prioritere indenlandsk velstand frem for transatlantisk loyalitet.

Indtil da er “vasalliseringens kunst” fortsat et dominerende tema i det 21. århundredes geopolitiske diskurs.