Retsløs retsstat og politisk pøbel?

Måske synes De, kære læser, at det følgende er udtryk for en spekulativ og konspiratorisk tankegang; en polemisk italesættelse og skarpvinkling af virkeligheden der ender langt ude på overdrevet. Alligevel vover jeg pelsen og deler mine tanker med Dem:

Man kan vel med god ret hævde, at mørklægningsloven, med det mundrette navn Lov L144, i mere end en forstand markerer et paradigmeskifte i dansk politik: En markering af at den til enhver tid siddende regering ikke længere har en (reel) opposition inden for rammerne af det parlament, der med stort flertal vedtog loven; at oppositionen, om nogen, til den siddende regering nu alene skal findes uden for parlamentet - og at pressen, som den såkaldt fjerde statsmagt, af samme årsag (mørklægningsloven) nu ikke længere kan påstås at udgøre den?

Hvis den udlægning kan anerkendes, kan det vel også anerkendes, at folketingsflertallet de facto har suspenderet centrale dele af retsstatsprincippet (magtens tredeling og armslængdeprincippet), som vi har kendt det hertillands i over 100 år - hvis vi altså lige ser bort fra de par krøller på det, der kortvarigt opstod omkring Påskekrisen i 1920 og undtagelsestilstanden, kendt som departementschefstyret fra 1943-45, under den tyske besættelse af landet?

Hvis dette også vinder gehør, er det vel givet, at den farligste udenomsparlamentariske pøbel nu ikke længere skal findes blandt nussede randeksistenser (Breivik comes to mind) uden for samfundets hovedstrøg - samt i diverse obskure, religiøse parallelsamfund blandt tvivlsomme demokratiske analfabeter - men derimod lige midt i magtens centrum, de politiske partier og embedsværket, blandt rigets fremmeste, bedst uddannede og mest indflydelsesrige kvinder & mænd?

Måske er min påstand alligevel ikke så langt ude på overdrevet, kære læser, hvis vi vurderer de særlige konstitutionelle kendetegn, det liberale demokrati og den moderne retsstat er gjort af. En historisk gennemgang af det liberale demokrati og retsstaten herhjemme vil afsløre hvorfor.

Det er vel rimeligt at hævde, at Danmark, som nationalstat, fødtes med Danmarks Riges første grundlov, Grundloven af 1849. Enevældens og stænderforsamlingernes tid var forbi; hoveriet ligeså. Grundloven af 1849 markerede således formelt og reelt Danmarks overgang fra enevælde til konstitutionelt monarki: Det liberale demokrati i sin spædeste form havde set dagens lys.

Det liberale demokrati er i sin grundform først og fremmest kendetegnet ved, at individet nyder konstitutionelle rettigheder overfor regeringsmagten - samt at lighed for loven, qua retsstatsprincippet med tredelingen af magten, armslængdeprincippet i den offentlige forvaltning og samfundets kontrol med statsmagten qua pressens, den såkaldt fjerde statsmagt, lovbefæstede ret til at se magten efter i sømmene, er gældende. I den liberale retsstat kan ingen person få frataget sin retmæssige ejendom eller berøves sin personlige frihed uden ved forudgående rettergang at være kendt skyldig i lovbrud.

Siden 1849 har ingen enkeltpersoner eller samfundsgruppe således, med statsapparatet som løftestang, kunnet bemægtige sig en afgørende position i samfundet, hvor magt og privilegier bliver overleveret i hermetisk lukkede systemer.

Trods det, at det fra forskelligt hold, efterfølgende har været hævdet, at det liberale demokrati reelt aldrig er blevet gennemført i praksis (socialisterne mener, at ejendomsret og liberalt demokrati ikke er kongruente) – alternativt at det liberale demokrati og retsstatsprincippet er suspenderet og reelt sat ud af kraft (liberalister mener, at statens skatteopkrævning pr. definition er et overgreb på den private ejendomsret og dermed en krænkelse af individets frihedsrettigheder; altså at skatteopkrævningen er at betragte som tyveri), må både socialister og liberalister anerkende, at det liberale demokrati ikke eksisterer uden ejendomsretten – herunder retten til sin at sælge arbejdskraft på vilkår der er forenelige med idealerne i det liberale demokrati og retsstatens håndhævelse af denne.

Uhildet dogmatiske socialisters og ditto liberalisters indsigelser har der indtil fornylig kun været to tilfælde inden for de sidste 100 år, hvor det liberale demokrati og retsstaten kan hævdes at være sat ud af kraft: Påskekrisen i 1920 samt under tyskernes besættelse af landet fra 1940-45 - men; nu blæser andre vinde over den gamle retsstat.

Den nyligt vedtagne offentlighedslov synes at udgøre et nybrud i forhold til grundlæggende liberale retsstatsprincipper: Folketinget vedtog i efteråret 2013 i noget nær enstemmighed at fjerne samfundets ret til aktindsigt i centrale dele af magtens udøvelse. Interne dokumenter, der udveksles mellem et ministerium og dets underordnede departementer samt mellem et ministerium og medlemmer af Folketinget, kan ikke længere underlægges samfundets kontrol. Dertil er retten til aktindsigt i ministres kalendere fjernet med den nye lovgivning.

Konturerne af et nyt stændersamfund med en ny samfundsadel, der nyder særlige privilegier og er hævet over loven, anes i horisonten. Venter der os, efter godt og vel 150 års oplysningstid og demokratisk udvikling, mon en ny, mørk middelalder inden for en tidshorisont, hvor mine pt. mindreårige børn som voksne må lide den tort, at deres grundlæggende liberale frihedsrettigheder knægtes - for at tjene et højere formål: Statens. Vil de opleve et nyt hoveri, hvor de først og fremmest er statens ejendom - og hvor frugten af deres arbejde betingelsesløst tilfalder den nye samfundsadel, den politiske klasse?

Kun morgendagen kan bringe svar; men lad os håbe, at vi aldrig igen må gribe til fakler og høtyve for at oppebære hævdvunde, liberale og demokratiske frihedsrettigheder; at vi uden opstand og revolte kan bevare et samfund, hvor det liberale demokrati og retsstatsprincippet stadig er det gældende; hvor staten er underordnet samfundet – og hvor ingen har for lidt og kun få (alt!) for meget.